Gode råd til senior dating

December 26, 2019 Francisco Cook 0 Comments

Leder du efter kærligheden og er over 50, kan en datingside, der specialiserer sig i dating for voksne, være vejen frem. Men hvad skal du gøre, når du har fundet dig en sød date og står over for at møde personen?

I modsætning til hvad forfattere af selvhjælpsbøger vil have dig til at tro, er der ingen faste regler eller smarte tricks, når det kommer til dating 50+. Du behøver ikke at smide 10 kilo eller gå klædt i dyrt tøj. Du behøver heller ikke finde på gode historier og lade som om, du har besteget Mount Everest for at imponere din date. Når det kommer til senior dating, er begge parter så rutinerede, at de sandsynligvis nemt vil kunne se igennem billige tricks. Derfor er de bedste råd ofte de helt simple, der af gode årsager aldrig går af mode.

Vær dig selv

Bare vær dig selv, lyder et råd, som unge mennesker ofte får, når de for første gang skal på date. At det ikke altid virker, hænger ofte sammen med, at man som ung endnu ikke helt ved, hvem man er. Den ene uge propper man sig med burgere, den næste er man vegetar. Ved kommunalvalget stemmer man Venstre, og til folketingsvalget stemmer man SF. Når du har rundet de 50, har du mere livserfaring og kan ofte hvile i dig selv. Det er en af årsagerne til, at dating for voksne er mere afslappet.

Se fremad

Det lyder måske som endnu en kliche, men senior dating handler i høj grad om at se fremad. Frem mod nye oplevelser, muligheder og arrangementer. Mange singler over 50 har tidligere forhold i bagagen, men det er der ingen grund til at bore for meget i. Især ikke når man mødes de første par gange. Tal i stedet om de ting, der optager dig netop nu. Det kan være, at du planlægger en rejse, er engageret i en aktuel sag eller netop har set en god film. Hvad end det er stort eller småt, handler det om at være til stede i nuet.